Frygten for at blive væk!

Dette indlæg kommer direkte fra hjertet og har taget mig lang tid at få sat ord på. Det handler nemlig om frygten for, at blive væk. 

Min lille Frk. Flødekind har, efter en skøn ferie i starten af juni, ændret søvnmønster. Det har betydet, at jeg i gennemsnit har fået 3,5 timers søvn pr. nat i snart en måned nu. Hvis bare timerne var sammenhængende, så kunne jeg nok leve med det, men søvnen har været afbrudt adskillige gange, fordi Frk. Flødekind er så urolig om natten, og jeg følte mig mere træt om morgenen end da jeg lagde mig om aftenen. Den manglende søvn gjorde, at jeg ændrede mig, og til sidst sad med følelsen af, at være blevet væk.

Overskudsmor uden overskud

I starten holdte jeg mig kørende på MANGE kopper kaffe og så var kalenderen fuld af aftaler, hvilket betød, at jeg var nødt til at tage mig sammen og komme ud af døren.

Jeg overholdte alle aftaler med familien, mødregruppe og veninder mv., men selvom jeg var fysisk tilstede, så sad jeg ofte med følelsen af, at jeg alligevel ikke rigtig var der. Som om, at en del af mig var blevet suget ind i tapetet og ikke kunne finde ud igen. Den halvtomme skal der sad tilbage, var fuld af negativitet og egentlig ikke særlig spændende, at være sammen med.

Da jeg efter flere ugers søvnmangel beklagede mig til min familie fik jeg rådet om, at jeg da bare skulle sove, når hun sov. Det er også et fint råd, men jeg følte, at jeg kørte på dampe, og min krop havde utrolig svært ved, at komme ned i gear og slappe af. Det betød også, at det kunne tage mig flere timer at falde i søvn om aftenen, og lige som min krop var ved at give op og falde til ro, så startede natteroderiet med Frk. Flødekind.

Min dejlige mor jokede en dag med, at det, at jeg ingen søvn fik, var karma, fordi jeg som spæd ikke lod hende sove. I mit dyster, mørke sind blev jeg helt oprigtig ked af det, og måtte kæmpe for ikke at give mig til at stortude lige der, midt i samtalen. Jeg var så udmattet på dette tidspunkt og kunne ikke rumme hendes joke. J

eg tænkte, at mine ord ikke  “trængte ordentlig igennem”, fordi hun så på en kvinde med overskud til, at lave grød fra bunden, komme ud af døren til aftaler og møde op for at hjælpe hende med at plukke kilovis af solbær. Så helt galt kunne det nok ikke være? Desværre sidder der en heftig pleaser i mig og jeg gør alt hvad jeg kan for at hjælpe mine nærmeste. Desuden er jeg et meget socialt menneske og samværet giver mig, under normale omstændigheder, fornyet energi og masser af kærlighed.

Vagt i gevær!

Det, at kroppen ikke kunne finde ro, fik min indre farmakonom til at presse sig lidt på. Det kan nemlig være et tegn på optakt til depression og jeg havde ikke lyst til at komme helt derud!

Derfor besluttede jeg mig, at tage en snak med manden min, så vi sammen kunne finde en løsning på mit søvnproblem. Da jeg fortalte, hvor hårdt jeg havde det foreslog han, at jeg skulle aflyse alle aftaler og “alle mine projekter” (læs: bloggen, skriverier for mamawise.dk og hjælp til min søsters firmas sociale medier). Jeg blev så gal på ham og måtte afbryde samtalen, fordi jeg følte mig vildt forudrettet og helt igennem misforstået.

Jeg ville have, at vi skulle deles om nattetjansen, men blev mødt med “Du har også bare gang i alt for meget!”. Jeg har altid frivilligt taget nattetjansen i hverdagene, fordi jeg jo går på barsel og han skal møde på arbejde. Men dét, at jeg ikke havde overskud til andet end baby-pasning, gjorde mig vildt trist. 

Træt helt ind i knoglerne!

Efter en total mislykket samtale med manden min, kæmpede jeg videre med natteroderiet alene og blev til sidst nødt til at aflyse mange af mine aftaler med veninder og mødregruppe. Det gjorde mig utrolig ked af det, men jeg magtede ikke at komme ud af døren. Istedet sad jeg i sofaen med en glad baby på skødet og sportede “nattøj og morgenhår-looket” og var i et elendigt humør. Alt drillede. Jeg blev klumpet og tabte hele tiden ting – dog ikke Frk. Flødekind! og fumlede med helt almindelige hverdagsting og bandede og svovlede over det undervejs. Jeg opgav træning, fordi jeg ikke havde det mentale overskud til det. Det gjorde mig endnu mere ked af det, og det hjalp heller ikke just på mit bragende dårlige humør.

Mit manglende overskud betød desværre også, at når Minibossen kom hjem fra børnehave var lunten til sidst så kort, at han blev skældt ud for selv de helt små ting. Jeg undskyldte de fleste gange, når min trætte hjerne nåede at opfatte, at jeg da vist lige skulle hanke op i mig selv og lade være med at skælde ud. Jeg følte, at jeg havde mistet min retningssans og var godt på vej til, at blive helt væk. Mens jeg langsomt blev svære og svære at finde, tog en anden udgave af Minibossens mor tilsyneladende over, og hendes mission var, at gøre livet surt for alle.

Heldigvis har jeg en søn, som kunne mærke, at jeg var lidt på vildspor og tog imod undskyldningerne og gav et kram og masser af kys retur. Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en fantastisk empatisk mand en dag, som nok skal gøre verden et dejligt sted at være, til trods for sin mors, til tider, sure mine. Han er mit kompas, når jeg virkelig har brug for det!

Det har taget mig flere uger at finde frem til, hvorfor jeg reagerede så kraftig på min mands forslag om at aflyse alt. For jeg ved jo godt, at hans forslag ikke er sagt for at såre mig eller på anden måde gøre mig ked af det eller provokere mig. Han ville have, at jeg skulle spare på energien i løbet af dagen, for at have nok af den til natten. Men helt ærligt, så var jeg ikke tilfreds med den løsning.

Jeg ved jo godt, at det at blive forælder betyder, at jeg må tilsidesætte mange af mine behov for, at mit barn kan få en ordentlig start på livet. Men da jeg følte, at jeg blev bedt om at tilsidesætte ALLE mine behov (undtagen det, at få lidt mad ind imellem og tømme blæren), så blev jeg bange. Bange for at miste mig selv helt og blive væk!

Når nok er nok!

Efter at have haft børnene selv i 3 dage i denne uge, fordi manden min var i Norge for at arbejde, tog jeg fat i problemet med manglende søvn igen, da han kom hjem. Nu var der simpelthen ikke mere at give af!

Denne gang kommanderede jeg, at vi sammen måtte hjælpe hinanden igennem natten, så længe Frk. Flødekind bøvler sådan. Vi fik aftalt, at vi tager hver 2. nat, så én af os kan få en nogenlunde rolig nat, mens den anden sørger for baby.

I nat var så første nat i flere måneder, hvor jeg fik lov til at blive liggende i sengen da Frk. Flødekind kaldte og selvom jeg vågnede hver gang, så kunne jeg lægge mig til at sove med det samme og vide, at hun nok skulle få hjælp af sin far. Idag har jeg haft overskud til at sætte lidt ord på mine tanker og det har tvunget mig til at grave lidt i, hvorfor jeg blev så bange for føle, at jeg var blevet væk.

Følelsen af, at være blevet helt væk har jeg oplevet før, da jeg gik ned med stress for 4 år siden. Her følte jeg, at jeg op til min sygemelding, blev helt væk. Jeg mistede mig selv fuldstændig og blev styret af andres behov og befalinger. Frygten for at blive væk har siddet i mig siden – og jeg har kæmpet med følelsen flere gange. Derfor har jeg også, kort efter ankomsten af Frk. Flødekind, taget beslutningen om, at 2018 skal være MIT år, hvor denne følelse af, at blive væk – eller sagt på anden måde, at miste sig selv, skal arbejdes igennem og lægges helt på hylden.

For at finde helt hjem igen (finde mig selv igen), er jeg i nogle situationer nødt til at lægge mit pleaser-gen langt væk og prioritere mig selv, så jeg kan være lige den udgave af mig, som jeg holder allermest af. En positiv, grinende, glad, stærk, harmonisk, sprudlende og kærlig mor, kone, søster, barn og veninde. Èn der kan have flere bolde i luften og stadig føle overskud og én der ikke skælder ud, men i stedet deler ud af sin kærlighed og gode energi.
Når jeg sidder gammel og gråhåret vil jeg ikke sidde med følelsen af, at jeg “kun er kommet igennem livet”. Jeg vil meget hellere vide, at jeg hver dag gav ALT hvad jeg havde i mig og retur, fik mere ud af livet!

Jeg elsker min lille Frk. Flødekind, men indrømmer gerne, at jeg glæder mig til, at hun ikke længere behøver mad om natten! … Det gør min mand nok også nu, efter en nat med knap så meget søvn 🙂