And ACTION!… eller nej?

Jeg har altid tænkt, at det der med at lave en anmeldelse af et produkt er nemt nok og ikke noget problem at inddrage børnene – selvfølgelig på deres betingelser!
Men HOLD NU OP! Man skulle tro, at minibossen Noah til tider forvandler sig til Mariah Carey med den liste af betingelser han får skabt sig, hvis han overhovedet skal overveje, at være samarbejdsvillig i forbindelse med optagelser og fotoshoots til brug til produktanmeldelser/tests!
Altså, her kommer søde, dejlige mama med sin telefon og klar til at skyde de vildeste og mest iøjefaldende fotos af sønnike, der er igang med at bruge et produkt, men næh næh! Den telefon kan jeg godt fjerne fra hans åsyn og pakke produktet langt væk, for lige nu har han mere lyst til at lægge sig på gulvet og lege spunk eller ninja!
Jo vist.. Jeg burde nok have varslet ham en uge før og fremlagt sketches og mood-boards af mine fede ideer til fotoshootet, men nogle gange er der intet der kan rokke den bestemte herre!
Så kommer spørgsmålet; Må man overhovedet forsøge at lokke sine børn til at være “samarbejdsvillige” eller skal man bare lægge sig fladt ned og erkende, at det fede produktanmeldelse må forblive illustrationsfri?
Uh, jeg synes det er en svær balancegang og hjemme hos os er det nu blevet sådan, at jeg lige tjekker med minibossen, om det overhovedet er noget han kunne være interesseret i at afprøve, og dermed også bruge tid på at snakke om (lave anmeldelse) før jeg tilmelder os.
Hvis svaret er et rungende “Nej”, så er det sådan det bliver. Jeg tænker, at lysten og nysgerrigheden til at teste produkter og lignende er mest min egen, men jeg synes det er en dejlig måde, at lave noget nyt med Noah på, som giver ham mulighed for at reflektere over det vi leger med og hvordan vi egentlig leger.
Seneste anmeldelse var af en super skøn bog “Familien Atom” fra forlaget Egolibris og her måtte jeg forsøge at finde nogle tidspunkter, hvor det behagede den lille herre at samarbejde. Han ville helst bare læse den sjove bog og snakke om den – uden kamera. Det måtte jeg respektere og vi har fået talt nogle store tanker igennem helt “off the record”!
Bogen handler nemlig om Atomer… eller rettere om familien Atom og igennem bogen får både voksne og børn en introduktion til atomets opbygning og hvad et atom egentlig er.
Familiens dreng, Proton, er lidt af en skør “fis”, for han prutter hele tiden og faktisk er hans prutter så kraftige, at hele familien flyver væk! Noah var helt solgt på historien og elskede at lave alle de pruttelyde der skulle til, for at komme igennem historien.

Nu skal det ikke lyde sådan, at jeg har en kæmpe stor trang til at lave produktanmeldelser og at vi laver flere ugentlig, for sådan er det slet ikke. For det første, så skal produkterne være noget jeg tænker, vi rent faktisk kunne finde på at bruge herhjemme og for det andet, så sidder min professionalisme godt ankret i mig, og jeg kunne ikke finde på, at aflevere en anmeldelse eller andet materiale, som jeg ikke synes var i orden, og derfor kaster jeg mig ikke frådende over alle de tilbud der kommer vores vej, medmindre jeg føler, at det ovenstående kan opfyldes.
Jeg har så lært, at det at arbejde med børn gør, at standarden til tider må sænkes lidt, fordi min allerfornemmeste opgave er og vil altid være, at være mine børns mor. Hvis Noah stejler over at få taget billeder i et givent øjeblik, så bliver projektet sat på stand by og mama træder i karakter.
Når minibossen gerne vil lege “model”, så hygger vi os helt vildt og griner og fjoller med at få taget billeder, video osv. Det skal nemlig være hyggeligt – ellers er det ikke det værd!

I bogen “Familien Atom” er der gjort plads til, at man kan tegne sine egne atomer og dét var lige noget for mininørden Noah! Han øvede sig flere gange, for øvelse gør mester (noget vi arbejder på herhjemme og som jeg tænker jeg vil skrive lidt mere dybdegående om i et nyt indlæg), men hans allerførste atom tegning har vi klistret i bogen – for den er noget ganske særligt… ligesom ham 🙂
Vil minibossen ikke lige lege med, så må de små grå lige ruskes lidt til live for at finde på en holdbar løsning, så jeg trods alt kan få lidt billeder til anmeldelsen.

Ud over at få “Mr. Carey” til at samarbejde i dag som knap 5-årig, så tænker jeg også rigtig meget over, hvad jeg som mama lægger ud om -og af mine børn. Det er jo ikke sikkert, at hverken Minibossen eller Frk. Flødekind synes det er særlig fedt at fremtræde på diverse sites om diverse produkter når de bliver ældre, og har måske ikke lyst til at se dem selv som små børn på internettet. Jeg har allerede talt lidt med Noah om det at skrive og lægge ting på internettet.
Han er nemlig kæmpe fan af f.eks. Youtube og kan godt selv til tider siger “Det er godt nok noget skørt noget jeg ser!”, og sådan vil jeg ikke have, at hverken andre eller ham selv skal sige om det der ligger på internettet af ham!
Når jeg tænker tilbage på min barndom, så fandtes sociale medier ikke, da jeg var 5-6 år. Vi kunne ikke blive eksponeret på samme måde og i samme grad som i dag.
Til gengæld var mine 3 søskende og jeg børnemodeller til modeshows for en stund og vi elskede det! Vi legede, hyggede og så var det noget helt særligt at få lov til at være med i sådan en “produktion” som et modeshow nu engang er! Der blev stillet krav til os ifht. at gøre det vi blev instrueret i og HUSKE det til selve showet. Jeg kunne godt lide, at få lov til at vise, at jeg godt kunne finde ud af at være med – på lige fod med de større børn og voksne. Jeg voksede med opgaven og er glad for at have haft muligheden for at være med.
I dag pakker jeg nok til tider mine børn ind i vat, fordi verdens tempo i den grad er øget. Jeg handler meget ud fra min mavefornemmelse og hvis ikke den er med mig, så trækker jeg mig (og min familie). Det er min opgave som forælder, at guide mine børn, så de kan få en god mavefornemmelse de kan bruge til livets mange beslutninger. Hvis ikke mavefornemmelsen er med og vi bare kaster os ud for offentligheden, så tror jeg det kan gå galt – hvad enten det er et billede man fortryder eller en beslutning, som vil hjemsøge i mange år efter.
Så ud over at skulle lege både booking-agent, momager (mother who is a manager), stylist, fotograf og scenekonduktør, så er jeg størst af alt bare hans MAMA og som mama er det mit største ansvar, at sørge for, at have verdens største kritiske briller på, når jeg vælger at lade verden kigge lidt med på sidelinjen af vores familie.

Jeg gad rigtig godt at høre om jeres valg/fravalg af brug af jeres børn til div. opgaver. Har I nogle helt bestemte holdninger til dét at involvere jeres børn i produktanmeldelser/andet promo arbejde?

Når det så er sagt, så synes jeg at anmeldelsen af bogen har været en rigtig sjov og god opgave og vi har fået rigtig meget ud af bogen! Har du lyst til at læse hele anmeldelsen, som Noah og jeg har lavet i fællesskab, så ligger den lige nu på momstertest!