Falafel med citron og hørfrø
Skal jeg servere et kæmpe hit herhjemme, så skal der falafel med citron og hørfrø på bordet – og helst sammen med nybagte lune pitabrød!
Den lune falafel fyldt med krydderier og et hint af citron parret sammen med sprøde grøntsager, er perfekte til nybagte pitabrød – eller hvis man har knap så meget tid i køkkenet – hjemmebragte pitabrød 🙂
Da jeg gav mig i kast med hjemmelavede falafel første gang, tænkte jeg, at det ville være svært og tidskrævende, og jeg har da også stået med flere portioner “dej”, som simpelthen smuldrede i olien. Men nu har jeg nørdet lidt i, hvordan man laver en god falafeldej og hvordan man kan gøre det nemt og hurtigt uden at gå på kompromis med smagen!
Det tager ca 5 minutter at lave “dejen” i en foodprocessor og så skal de blot steges.
“Skal vi ikke bare lave noget nemt i aften?”
Nogle dage har vi ikke tid eller overskud til at stå og pusle om en falafeldej, så her køber vi en plante-dej fra Rema1000, som er ganske fin til formålet. Den er ikke for krydret, så selv Frk. Flødekind fra februar 2018 kan spise med. Jeg synes dog, at der er et eller andet ved den færdigkøbte, som jeg ikke bryder mig voldsomt om. Jeg har svært ved at sige præcist hvad det er, måske krydderisammensætningen? … Men denne falafel lavet fra bunden er, i min optik, rigtig lækker og så gir citronskal en lækker friskhed til dem.
Det er måske meget fristende at købe falafeldej færdiglavet, men jeg synes at du skal give denne udgave af falafel en chance, for den er virkelig lækker og børnevenlig.
Jeg vil tilmed sige, at de er så lette at bikse sammen, at det ikke kan betale sig i “energi” at køre efter den færdiglavede slags 🙂
Det kan de også bruges til
Selvom vi oftest bruger vores falafel i et lækkert lunt pitabrød, så er falafel også smadder lækker sammen med f.eks. ris, nan-brød og en frisk salat. Vi har sågar serveret dem som “frikadeller” og fået råkostsalat og pasta til. Det er vist kun fantasien der sætter grænsen for, hvad disse gyldne herligheder kan parres sammen med.
Du skal bruge
400 g tørrede kikærter/800 g udblødte kikærter
2 bundter persille
2 fed hvidløg
2 æg
1/2-1 dl vand
2 tsk salt
4 tsk spidskommen
1 tsk chilipulver
2 spsk hørfrø (kan undlades, men gir et dejlig crunch)
2 spsk havregryn
Saft og revet skal fra 1/2 øko citron
1 løg
1/2 liter smagsneutral olie
Sådan gør du
- De tørrede kikærter sættes i blød dagen før. Har du fulgt min madplan No. 1, så har du allerede gjort dette og er klar til næste trin!
- Hæld iblødsætningsvandet fra de opblødte kikærter.
- Kikærterne skal ikke koges, da de rå kikærter klistrer bedre sammen og giver en bedre dej. De vil blive tilberedt under stegningen.
- Kom kikærter i en foodprocessor eller blender sammen med alle de andre ingredienser (undtagen vand og olie). Jeg synes det bedste resultat er med en foodprocessor, men det kan også lade sig gøre i blenderen.
- Hæld vandet i meget lidt ad gangen, for at få massen ensartet.
- Smag “farsen” til. Mangler den salt, citron, persille eller lidt mere chili? Det er nu du kan gøre mere ved smagen, så husk at smag til!
- Form runde små falafelkugler med hånden og en spiseske. Pas på, du ikke laver frikadelle størrelser, så er det ikke sikkert de kan være i et pitabrød.
- Opvarm olien i en gryde. For at tjekke om olien er varm nok, kan du stikke en lille tandstik eller grillspyd af træ ned i olien. Det vil boble lidt omkring træet, når olien er varm nok.
- Kom falafelkuglerne i den varme olie (4-5 stykker ad gangen) og kog dem i et par minutter (de bliver let gyldne).
- Læg falaflerne på en tallerken med lidt køkkenrulle, som kan suge det overskydende fedtstof.
- Server falaflerne i hjemmelavede pitabrød eller nogle andre lækre hjemmebragte 🙂
Så der serveret!
Herhjemme skærer/river vi agurk, cherrytomater og gulerødder i fine strimler og kommer ned i pitabrødet sammen med falaflerne. Ønsker du en dressing, så kan du f.eks. lave en lækker avocadocreme dertil eller hælde din yndlings dressing hen over. Personligt synes jeg det er vildt lækkert bare med frisk citron på 🙂
Er du endnu ikke tilmeldt nyhedsbrev, så kan du gøre det lige her eller på forsiden af bloggen, og aldrig gå glip af madplaner, opskrifter mv. fra mig!
2 kommentarer
Pingback:
Pingback: