Jordskoksuppe med bacon og naan-brød
Vi ELSKER suppe herhjemme og får det ret ofte i alverdens afskygninger. Dagens ret – Jordskoksuppe med bacon og naan-brød, er blevet lidt af en favorit herhjemme og faktisk serverede vi den den også som forret til Nytårsaften!
Jeg har længe haft et ret ambivalent forhold til jordskokker, fordi jeg ikke brød mig særligt meget om smagen. Men så stødte jeg på denne opskrift og efter nogle “josesofine” ændringer og tilføjelser til opskriften, så er den nu mild og lækker cremet, så hele familien kan være med!
Bare rolig, I skal ikke igang med at lave naan-brød idag. Jeg køber stadig mine, for at gøre hverdagen lidt lettere 🙂
Hvis ikke I har små børn, hvis paletter kan være lidt sarte, så kan I snildt gå lidt mere amok med krydderierne og ingefæren i denne jordskoksuppe! Faktisk vil lidt rød chili slet ikke skade og er I vant til at give den gas med de stærke sager, så kan denne jordskoksuppe sagtens bære mere varme!
Personligt elsker jeg, når en suppe er lidt stærk, så den virkelig får varmen frem i kinderne!
Denne udgave er dog meget børnevenlig og min datter på knap 1 år og søn på 5 år, slubrer det i sig med velbehag.
Du skal bruge
Jordskoksuppe med bacon og naan-brød – 4 pers.
1 kg jordskokker
5-6 kartofler
1 løg
2 fed hvidløg
Revet ingefær (1/2 tommeltot størrelse)
2 tsk. karry
1 rødt æble
1 spsk. olie
8 dl hønsebouillon (eller grøntsag)
1 dåse kokosmælk
Salt og peber
1 pakke bacon
Naan-brød (Vi bruger ca. 2 stk. til 4 pers.)
Sådan gør du
- Skræl jordskokker og kartofler og skær dem i 1-2 cm stykker og rist dem af i en store gryde med olien i i 3-4 minutter.
- Tilsæt karry og rør lidt rundt.
- Kom så hakket løg, hvidløg og æble ved og lad det stege med et par min.
- Hæld bouillon over og slut af med at tilsætte ingefær. Hvis I har små børn, så pas på med at tilføje for meget ingefær!
- Lad suppen koge i 15-20 min. eller til jordskokkerne er møre.
- Mens suppen koger, kommes bacon på en pande og steges sprødt. Du vælger selv om det skal være skiver af bacon eller bacon i tern. Husk at lade baconen hvile på lidt køkkenrulle, så det overskydende fedt kan komme af.
- Når suppen er kogt færdig, hældes kokosmælken ved og suppen op bringes til at koge igen i et 1-2 min.
- Blend nu suppen enten i en blender eller med en stavblender og smag suppen til med salt og peber.
- Servér suppen med lunede naan-brød og bacon på toppen.
Jeg kan personligt godt lide at suppen er helt cremet og lækker, og derfor hælder jeg suppen igennem en si inden servering. Det er ikke et must, men det kan stærkt anbefales!
Vil du gerne se, hvad vi eller skal have at spise i denne uge? Så finder du Madplan No. 2 lige her!
En kommentar
Pingback: