Ærlig talt!

Aftalen med mig selv

Så skete det igen… Aftalen med mig selv om, at spise bedre og træne mere, blev pludselig nedprioriteret og tilsidst næsten ikke overholdt. De “gode” dårlige undskyldninger blev fundet frem igen og igen, og det blev pludselig rigtig nemt, at finde grunde til ikke at overholde min aftale.
Jeg NÆGTER at give op denne gang og derfor har jeg hanket gevaldigt op i mig selv inden de dårlige  undskyldninger endnu engang er årsag til, at jeg ikke når i mål med mine drømme!
Jeg har derfor i mandags valgt, at komme op på hesten igen, og vil hver dag træne hjemme de næste 6 uger samt fokusere på at spise rigtigt. Så er det nemlig tid til sommerferie og den vil jeg gerne nyde med selvtilliden i orden.
Jeg bruger workout pedersens online programmer og Helle K’s basic kostplan og med mine gode værktøjer i hånden og mine dårlige undskyldninger sparket ud af hovedet, så er jeg top motiveret igen – for jeg havde vist glemt, at 2018 er MIT år og det år jeg har til at få måsen op af sofaen, når Frk. Flødekind ikke skal fodres 🙂
Tænk sig, at det skal være så svært at overholde aftaler man laver med sig selv? Jeg kunne ikke drømme om, at skuffe andre jeg har aftaler med, men med mig selv – der er der ikke rigtig nogen konsekvens. Har I det på samme måde? Er det okay, at skuffe sig selv gang på gang – eller skal vi til at tage os sammen og være lige så god en ven for os selv, som vi er for andre?
Jeg vil i hvert fald gerne være min egen “bedste ven”, som overholder aftaler og som motiverer og inspirerer mig til at være den bedste udgave af mig selv – lige præcis som mine tætteste venner gør det!

Skriv et svar