Pitabrød
Aftensmad,  Brød og bagværk,  Frokost

Pitabrød

Der er altså ikke nogen butikskøbte pitabrød der kan slå nybagte pitabrød! I hvert fald ikke i min optik!

Jeg troede i første omgang, at det ikke var besværet værd, men nu sørger jeg altid for at have lidt frisk gær hjemme, så jeg kan lave disse fine pitabrød, når vi skal servere pita med falafel til aftensmad.

Denne opskrift tager ikke lang tid at bikse sammen, men dejen skal selvfølgelig hæve og brødene bage i ovnen, så alt i alt tager det ca. 2 timer.

Det skal du bruge

Opskriften giver 8 stk.

500 g hvedemel
3 ½ dl lunkent vand
25 g gær
1 tsk salt

Sådan gør du

  • Opløs gæren i vandet. Rør cirka halvdelen af melet i og så salt.
  • Ælt resten af melet i, lidt ad gangen. Dejen skal være smidig, men må ikke hænge i fingrene.
  • Dæk skålen til med et viskestykke og stil dejen et lunt sted til hævning i ca. 1 time.
  • Slå dejen ud på bordet. Brug gerne lidt hvedemel, så dejen ikke klistrer fast til bordet eller fingrene. Del dejen i 8 lige store dele. Rul hver del til en bolle.
  • Tænd nu ovnen på 230 grader (varmluft). Rul hver bolle ud til en cirkel på ca. 1/2 cm tykkelse.
  • Læg brødene på en plade med bagepapir. Lad brødene hæve i cirka 10 minutter.
  • Nu er pitabrødene klar til ovnen. Bag pitabrødene på midterste ovnribbe i ca. 8 minutter. De fluffer op og danner den fine lomme, hvori al det lækre fyld kan puttes i.

Fyld dine nybagte lune pitabrød med dine yndlingsgrøntsager og f.eks. mine lækre falafel med citron og hørfrø! De er lige til at hapse med på madpakken også 🙂

Det kan virke lidt overdrevet for nogle, at skulle i gang med sine egne pitabrød på en helt almindelig hverdag, men hjemme hos os er det en opgave vores søn på 5 år kan være med til – og vi elsker at hygge i køkkenet. Her er der nemlig plads til forundring, spørgsmål, opdagelser og læring for minibossen og han elsker at være i stand til at kunne bidrage med noget, som hele familien kan nyde.

Er du vild med madplaner og færdiglavede indkøbslister? Så skal du bare se her! Jeg har lavet en lækker madplan til hele familien og selvfølgelig sørget for at skrive indkøbslisten for dig 🙂

2 kommentarer

Skriv et svar