Kyllingelår med bønne-pastasalat
Aftensmad,  Opskrifter

Kyllingelår med bønne-pastasalat

En klassisk “børnemenu” med et tvist – det er aftenens kyllingelår med bønne-pastasalat!

For at prøve noget nyt, og for at få flere forskellige proteinkilder i samme måltid, så er der sort bønne pasta i bønne-pastasalaten. Jeg fandt dem i Rema1000, men de findes i et hav af variationer i forskellige supermarkeder.

Er I ikke helt friske på at prøve sort bønnepasta, så lav bare flere almindelige pastaer.

Protein

Som jeg har skrevet tidligere i Prepped and ready, så forsøger vi, at skære ned på vores kødforbrug. Derfor er mange af vores aftensmåltider også med alternative proteinkilder.

Når ikke der er kød med på menuen, så finder du det i f.eks. bønner, kikærter og linser. Kender du til et fedt proteinholdig produkt, så giv endelig besked! Jeg kunne godt tænke mig at udforske det endnu mere end vi gør idag.

Nå…. tilbage til opskriften!

Jeg må erkende, at denne pastasalat med bønnepasta i, SKAL have en dressing på, selvom der er mozzarella i salaten. De sorte bønnepasta er lidt tørre, så derfor har bliver hele pastasalaten vendt i en balsamico/honning dressing, som smager fantastisk sammen med tomaterne og mozzarellaen!

Skal du være én af de første der modtager nyhed om Madplan No. 4? Så gå på forsiden og tilmeld din email!

Du skal bruge

200 g grov pasta
200 g sort bønne pasta
2 håndfulde grønne bønner (frost)
2 spsk. græskarkerner
1 kugle frisk mozzarella
2 store tomater
1 avokado
1 pakke fersk kyllingelår
krydderi til kylling – eget valg
2 spsk. balsamico
1 spsk. honning
2 spsk. olivenolie
salt
peber

Sådan gør du

Kyllingelår med bønne-pastasalat – 4 pers.

  • Placér kyllingelårene i et ovnfast fad og drys dine yndlingskrydderier på. Det kunne være karry, paprika eller bare salt og peber. Du bestemmer!
  • Bag kyllingelårene i ovnen ved 180 grader (varmluft) i ca. 30-40 minutter. Læs anvisning på pakken.
Kyllingelår med krydderier
Kyllingelår med krydderier
  • Kog de almindelige pasta i 6 minutter, og mens de koger, så sæt en si hen over gryden og placér de frosne grønne bønner heri. Kom låg på toppen og damp de grønne bønner i ca. 4 minutter.
  • Når pastaen har kogt i 6 minutter tilsættes de sorte bønnepasta og koger med resten af tiden (ca. 6 minutter).
  • På en tør, varm pande, ristes græskarkernerne sammen med lidt salt. Pas på de ikke brænder på!
  • Skyl og skær tomater i tynde både og skær avokado og mozzarella i små tern.
  • Skær de grønne bønner i mindre stykker og læg til side.
  • Lav en dressing af balsamico, honning, olie, salt og peber. Rør godt rundt i det, så honningen opløses helt.
  • Når pastaerne er færdigkogte (al dente), skylles de straks med meget koldt vand.
  • Hæld dem i en stor skål og tilsæt tomater, avokado, mozzarella og grønne bønner.
  • Hæld dressing over og vend det hele godt rundt. Slut af med at hælde de ristede græskarkerner henover.
  • Servér bønne-pastasalaten med de færdigbagte kyllingelår.

Mens kyllingen er i ovnen og pastaen koger, så er der tid til at skylle og skære grøntsager og mozzarella, og riste græskarkerner, så alt er klar, når pastaen er færdigkogt!

Jeg er spændt på at høre, om I begav jer ud i at prøve de sorte bønnepasta – eller om I måske fandt en anden slags? Kikærtepasta eller lignende? Måske holdte I jer bare til almindelige pasta?

Uanset hvad I endte med at vælge, så er jeg sikker på, at I nok skal blive mætte!

Skriv et svar