Brød og bagværk,  Opskrifter

SOS boller til undsætning!

Idag skal Frk. Flødekind og jeg i mødregruppe. Vi har en aftale om, at den mor, som lagde hus til sidst, tager brød med til næste hus. Men da denne dejlige mor, som skulle have brød med er blevet forhindret i at komme, må brødtjansen gå til en anden.
Jeg har ALTID en pakke gær liggende i køleskabet, fordi jeg så kan bikse en omgang SOS boller sammen, hvis vi får gæster i weekenden eller bare gerne vil hygge ekstra meget en lørdag morgen.
SOS boller kan også kaldes for “brusebadsboller”, fordi man laver dejen om aftenen og bager dem om morgenen, mens man er i brusebad 🙂
Dejen tager ca 5 minutter at lave og dét må siges, at være praktisk i en hektisk hverdag!

For at lave mine SOS boller skal du bruge:

1 stor skål + grydeske – gerne i træ
15 g gær
100 g havregryn
50 g hørfrø
700 g hvedemel
7 dl koldt vand
10 g salt

Sådan gør du (18 stk.)

I en stor skål rører du gæret ud i det kolde vand og tilsætter havregryn og hørfrø. Rør lidt rundt og tilsæt salt og halvdelen af hvedemelet og rør igen. Jeg synes det varierer lidt fra gang til gang, hvor meget mel der skal til, så derfor tilføjes den sidste halvdel lidt efter lidt. Dejen skal være våd og ikke til at ælte!
Dæk dejen til med madlavningsfilm og staniol og sæt det i køleskabet.
Når du er klar til at bage bollerne næste dag, tænder du ovnen på 230 grader varmluft og tager dejen ud af køleskabet.

Sådan kommer dejen til at se ud, når den har sovet i køleskabet en nat.

Hello fresh bread every weekend!

Find en bageplade frem med bagepapir, og fugt dine hænder med vand og tag så en lille håndfuld op og placér på pladen. Dette gentages indtil der er ca 9 boller på pladen. Hvis du ikke ønsker, at lave alle boller på én gang, kan dejen holde sig i køleskabet i 2-3 dage!

Bollerne inden de er bagt.

Bag bollerne ved 230 grader i 5 minutter og skru så ned for varmen til 200 grader. Det giver bollerne en lidt ciabatta-agtig skal. Ønsker du en blødere bolle, så de helt små poder kan spise dem, så skru ned for varmen idet du sætter bollerne ind.

Bag bollerne i 15-20 minutter ialt.

TIP:
Du kan erstatte hørfrø med chiafrø eller andre kerner efter ønske. Du kan også lave bollen mere fin ved at bruge fx 50 g havregryn og 750-800 g hvedemel.
Servér med din yndlings the eller kaffe og nyd dagen!

En kommentar

Skriv et svar